Hvor lå toldboden?
En del af byens næringsliv
Købstadsmuseet og Peter Holm ville gerne bevare landets ældste, eksisterende toldbod for eftertiden, for en Toldbod hørte med til at fuldstændiggøre billedet af næringslivet i en typisk gammel købstad.
Maritim stemning
Det havde været interessant, om hele den maritime stemning og miljøet fra gadebilledet omkring den gamle toldbod og Aahavnen, kunne være flyttet med til Den Gamle By, dengang den lille husrække med toldboden blev revet ned i 1930erne i forbindelse med overdækningen af Aarhus Å.
Havnen betalte
Peter Holms ønske om en toldbod vandt gehør. Kommunen skænkede bygningen, og Aarhus Havn betalte alle omkostningerne i forbindelse med flytningen og indretningen. Da toldboden blev taget ned, var den både fugtig og rottebefængt, men en del af bygningens egetømmer var stadigvæk sundt. Man fandt resterne af de gamle pæle bag muren af granitsten på bygningens vandside, og Den Gamle Bys arkitekt, Mogens Clemmensen, besluttede at rejse bygningen, som den oprindeligt stod i 1700-tallet, med de svære pæle af egetømmer ude i vandet.
Placeringen i Den Gamle By
Placeringen ved åen i Den Gamle By svarer til Toldbodens oprindelige placering ved Aarhus Åhavn, hvor det var muligt for skibe at fortøje umiddelbart ved bygningen. Det var praktisk, når varerne skulle losses og fortoldes. Bygningen med de to stokværk har de karakteristiske luger til ophejsning af varer.
Opført af købmand Brendstrup
Toldboden blev oprindelig opført af købmand Peder Brendstrup (1712-73), der havde købmandsgård i Vestergade. Han var også kongelig vejer og måler, og midt i 1750erne opførte han sin vejer- og toldbod på et dengang uhyre velbeliggende sted ved åen i Aagade i den del, der udgjorde et vigtigt afsnit af byens havn.
Lentz's Gaard
Brendstrup solgte vejerboden i 1774 til tolder Hans Lentz (ca.1737/39-1812), og gården omtales i hans tid som Lentz's Gaard.
Toldbod indtil 1809
Bygningen havde funktion som told- og vejerbodbod indtil 1809. Efterhånden blev skibene større, og skibsfarten voksede i omfang. Åhavnen var for trang og ikke dyb nok og kunne ikke længere bruges. Vejerboden var derfor ikke længere til nytte, hvor den lå. Man klarede sig midlertidigt med nogle bygninger ved havnen, mens tolderne stadig havde kontor og adresse i den gamle Toldbod. I 1838 var en ny toldbygning blevet opført. Den lå mellem vandet og det nuværende Europaplads nummer 16.
For lille
Bygningen fra 1838 blev hurtigt for lille og blev i 1869 erstattet af en ny og meget større (hvor Europahuset nu ligger), men allerede i 1880'erne var også denne bygning for lille.
Den blev afløst i 1897 af Hack Kampmanns toldbygning på nuværende Hack Kampmanns Plads. Den bygning bruges som bekendt heller ikke længere som toldbygning. I 1990 ophørte toldvæsenet med at være en selvstændig etat, da skat og told blev samlet i Told- og skatteregion Aarhus. Toldfunktionen har nu til huse på adressen Østhavnsvej 31.
Mange funktioner
Brendstrups gamle toldbod eller ”Søboden” i Aagade nr. 14 fik efter 1838 mange forskellige funktioner. Bygningen blev mest brugt til forskellige former for oplagring. En overgang lå her også en cikoriefabrik, og omkring 1900 var der både malerværksted og handel med kul, pindebrænde og klude.
Levende skildring
Det levende miljø omkring den gamle toldbod og Aagade omkring 1900 skildres i forfatteren Ellen Kvists bog, Drengene fra Marskandisergade. Marskandiseren ”Gelikken” har netop til huse i den gamle Toldbod:
-
“..drengenes ven, marskandiseren Gelikken, hvis hus - med butik og bolig - var et af de otte lige numre -
for enden af sandkisterne klinet lige op ad åkanten. Der var mange marskandisere i den gade - mindst 25.
På bykortet hed den Ågade - men da alle de omkringliggende gader var ågader, kaldtes den Marskandisergaden”
Forfald
I 1880erne var Toldboden efterhånden yderst faldefærdig. De rådne pæle der bar muren ud mod åen understregede husets miserable udseende. Flere af dem var ikke tykkere end en arm. Derfor lod kommunen opføre en ydre støttemur af kløvet granit. Dermed forsvandt en del af toldbodens karakteristiske udseende, der først blev genoprettet ved flytningen til Den Gamle By.
Læs mere
Lidt toldhistorien - kort
Told er ældgammel sag. Vores gamle Harald Blaatand - blot for at holde os til Danmark - havde afgifter, der kan betegnes som told. Told var i ”gamle dage” noget man betalte for udførsel - af f.eks. okser og heste - mens ”sise” eller accise - blev opkrævet for indførsel af varer. I Middelalderen var kongens embedsmænd ansvarlige for opkrævning af told, skat og afgifter, men først i 1632 kom der et regelsæt, som dannede grundlag for et egentligt toldvæsen. Indtil oprettelsen af Generaltoldkammeret i 1760 var hele eller dele af toldopkrævningen bortforpagtet, og embedsmændene var i større eller mindre grad privat ansatte. Retningslinjerne for arbejdet var dog udstukket af kancelliet på Slotsholmen.
Salg af embeder
Vejning og måling af toldpligtige varer blev i købstæderne udført af en kommunal vejer, som var ansat af byens magistrat og ikke af Det Kgl. Toldvæsen. Tolderen blev ofte udtaget blandt en bys mere ansete borgere, men det skete, at embeder som tolder blev solgt af kongen.
Toldboden flytter med
Indtil 1797 var det ikke en bestemt bygning, der tjente som toldbod. Den kunne man almindeligvis finde der, hvor vejeren og tolderen havde sin bopæl. Når tolderen trak sig tilbage, solgte han gerne huset til sin efterfølger, og toldstedet forblev derved på samme adresse, som det eksempelvist skete i Aarhus.
Toldhistorien, der gik tabt
Toldvæsenets historie i Aarhus før 1800 er stort set gået tabt. Der er blevet kasseret med hård hånd i dets arkiver, og det er derfor vanskeligt at påvise, hvor og hvornår de ældste toldboder i Aarhus blev indrettet.
Kræmmerhuset ved Immervad
Et bud på en af de første toldboder kunne være det gamle Kræmmerhus ved Immervad - købmændenes laugshus - der ifølge den århusianske historiker, J. Hoffmeyer - omtales allerede 1567. Huset har ligget på byens vold ved åen på en grund, der i 1477 blev skænket til byen af Christian 1. Bagsiden af huset vendte ud mod Clemens Stræde. I 1661 siges dette hus "at være ganske spoleret", og i 1667 var resterne udlejet til fattigfolk og synes at være gået over i kommunens eje. I 1740 købte borgmester Chr. Basballe huset og brugte det som pakhus.